Apr. 2008 – Polar Is solgt til Erhvervsinvest

Familien bag den førende danske isproducent har indgået aftale med Erhvervsinvest om salg af Mejerigaarden A/S (Polar Is).

Efter et positivt forhandlingsforløb har familien Sørensen og Erhvervsinvest aftalt at gennemføre et ejerskifte i Mejerigaarden A/S. Den nye ejerkreds består herefter af Erhvervsinvest med en ejerandel på 90%, og ledelsen som ejer de resterende 10%.

Mejerigaarden blev grundlagt i 1933 og har opnået en position som den førende udbyder af iskremprodukter i Danmark, da selskabet de seneste 10 år har haft en gennemsnitlig årlig vækst på omkring 15%.

Mejerigaarden er beliggende i Thisted og råder over et stort og moderne produktionsapparat. Der er 145 ansatte i virksomheden.

Mejerigaarden udvikler, producerer og sælger iskremprodukter under varemærkerne ”Polar Is” og ”Bravissimo Is” til Danmark og en række nordeuropæiske lande. Der anvendes udelukkende frisk fløde og friske råvarer til produktion af is og fromager af høj kvalitet.

Med erhvervelsen af Mejerigaarden ønsker Erhvervsinvest at understøtte selskabets fortsatte vækst på det danske marked samtidig med at fokus øges på at opnå et stigende salg i det øvrige Skandinavien og Nordeuropæiske marked.

Erhvervsinvest ønsker ligeledes at videreføre og udbygge Mejerigaardens position som et konkurrencedygtigt dansk alternativ til de multinationale konkurrenter indenfor iskrembranchen. Produktionen fortsætter på det nuværende produktionsanlæg fra hovedkontoret i Thisted.

” Mejerigaarden er en god og veldrevet virksomhed med betydelige muligheder
for yderligere værdiskabelse. Virksomhedens forretningsmodel med fokus på
fremstilling af produkter af høj kvalitet udelukkende baseret på friske råvarer kombineret med virksomhedens dygtige ledelse og medarbejdere giver gode muligheder for fortsat ekspansion,” udtaler Thomas Marstrand, direktør og Managing Partner i Erhvervsinvest.

” Mejerigaarden er en virksomhed, der er kendetegnet ved god service, gode
håndværksmæssige traditioner og evnen til at levere produkter af høj kvalitet til tiden og til konkurrencedygtige priser” fortsætter Thomas Marstrand og tilføjer ” Erhvervsinvest er meget imponeret over de resultater, som Mejerigaarden har realiseret gennem de senere år”.

Bestyrelsesformand Finn Vammen Sørensen udtaler på vegne af familien:

” Mejerigaarden har været ejet af familien Sørensen gennem 3 generationer og salget af Mejerigaarden har derfor været en svær beslutning. Vi er dog overbevist om, at vi med salget til Erhvervsinvest har fundet den helt rigtige ejer, som vil videreføre virksomhedens traditioner og samtidig stille kompetencer og kapital til rådighed for den fortsatte vækst og ekspansion indenfor virksomhedens forretningsområder”.

” Erhvervsinvest er en vækstorienteret og professionel investor, som vil være med til at realisere vores ambitiøse målsætninger om fortsat vækst, hvilket gerne skal resultere i en øget markedsandel og flere ansatte”, siger Kai M. Jessen, der fortsætter som administrerende direktør og medejer efter ejerskiftet.

Print version
PDF

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Thomas Marstrand, Managing Partner og direktør, Erhvervsinvest
Telefon: 70 20 32 95 eller 21 65 93 26

Familien Sørensen:
Jens Jørgen Sørensen eller Finn Vammen Sørensen
Telefon: 40 45 43 51 Telefon: 24 21 44 74

Om Erhvervsinvest
Erhvervsinvest investerer i mindre og mellemstore, veletablerede danske virksomheder med behov for kapital og kompetencer i forbindelse med generationsskifte, ejerskifte og lignende situationer. Erhvervsinvest investerer typisk i virksomheder med en omsætning i intervallet DKK 50 – 500 mio. Der investeres i virksomheder i forskellige brancher, dog typisk fremstillings- og servicevirksomheder. Der lægges vægt på, at der er tale om sunde og veldrevne virksomheder med et positivt cash-flow og et potentiale til yderligere vækst. Virksomhederne må gerne have mulighed for at blive katalysatorer i branchekonsolideringer eller restruktureringer.

Erhvervsinvest K/S har tidligere erhvervet aktiemajoriteten i:
Vikima Seed A/S (www.vikima-seed.dk) Danmarks førende producent af grøntsagsfrø.

Ellegaard A/S (www.ellepot.dk) Markedsledende producent af substratpotter og maskiner.

Krøger A/S (www.mk-guns.dk) Markedsledende producent af fugepistoler til det professionelle segment.

Elite Gaming A/S (www.elitegaming.dk) Den førende opstiller af gevinstgivende spilleautomater i Danmark.

Aalborg Træindustri A/S (www.aalborg-massiv.dk) Danmarks førende producent af individuelt tilpassede bordplader i massivt træ.

Haslev Møbelsnedkeri A/S (www.haslev.com) Ledende producent af kvalitets sofa– og spiseborde.

Hurup Møbelfabrik A/S (www.hurupsofa.dk) Ledende producent af individuelle sofaer.

Erhvervsinvest K/S har tidligere solgt:
Roshield A/S (www.roshield.dk) Danmarks førende virksomhed inden for udvikling, design, produktion og salg af ballistisk beskyttelse til køretøjer, skibe, fly og personel.

Erhvervsinvest II K/S har tidligere erhvervet aktiemajoriteten i:
Handler A/S (www.handler.dk) Ledende producent af lagerautomater.

Riegens A/S (www.riegens.dk)
Danmarks største og førende producent af belysningsarmaturer.