Jan. 2017 – Erhvervsinvest sælger Damolin til Imerys

Mineralvirksomheden Damolin er solgt til Imerys, verdens førende udbyder af mineralbaserede specialløsninger til industrien. 

 

Erhvervsinvest har afhændet den danske mineralvirksomhed Damolin til franske Imerys.

Damolin blev grundlagt i 1942 som Dansk Moler Industri A/S. Virksomhedens hovedaktivitet er udvinding og forædling af mineraler til produkter med forskellige anvendelsesmuligheder, herunder absorbering af f.eks. olie- og kemikaliespild, dyrefoder og kattegrus. Produkterne er primært baseret på det unikke mineral moler, der udelukkende forekommer på de danske øer Fur og Mors.

Damolin har hovedkontor på Fur og fabrikker på Fur og Mors, samt datterselskaber i Frankrig og Tyskland. Omsætningen i 2016 er estimeret til ca. DKK 330 mio., og der afsættes til danske og europæiske detailkæder, distributører og direkte til producenter af dyrefoder og til industrien. Damolin beskæftiger 154 medarbejdere og har været ejet af Erhvervsinvest og virksomhedens ledelse siden december 2010.

 

– ”Damolin har været en god investering for os, og vi er stolte af, hvordan virksomheden har udviklet sig i vor ejerperiode. I fællesskab med medarbejderne og ledelsen har vi gjort Damolin til en førende aktør i Nordeuropa med et højt indtjeningsniveau og et solidt fundament for virksomhedens kommende rejse”, udtaler Thomas Marstrand, Managing Partner i Erhvervsinvest.

Imerys er en børsnoteret fransk virksomhed, der udvinder og forædler mineraler. Virksomheden leverer value-added funktionelle løsninger til en bred vifte af industrier, herunder forarbejdningsindustrien, forbrugsvareindustrien samt byggeindustrien. Imerys’ omsætning udgør ca. EUR 4 mia., og virksomheden har flere end 16.000 ansatte.

Print version
PDF

 

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Thomas Marstrand, Managing Partner i Erhvervsinvest, telefon: +45 21 65 93 26