Juli 2005 – Erhvervsinvest erhverver aktiemajoriteten i Roshield A/S

Erhvervsinvest har den 1. juli 2005, i forbindelse med et ejerskifte, indgået aftale med Roulunds Tech A/S (ejet af Invest Miljø A/S) om at erhverve deres aktier i Roshield A/S. Erhvervelsen sker gennem Roshield Holding, der ejes af Erhvervsinvest (ca. 75%) og ledelse samt nøglemedarbejdere (ca. 25%).

Roshield A/S (www.roshield.dk) er en veletableret og førende dansk virksomhed indenfor udvikling, design, produktion og salg af ballistisk beskyttelse til køretøjer, skibe, fly og personel. Ballistisk beskyttelse anvendes til beskyttelse af fx militære og civile køretøjer, fly og skibe via tillægspanser og beskyttelsespaneler. Ballistisk beskyttelse til personel omfatter skud- og fragmentationsveste.

Mere end 90% af Roshields salg sker til eksport.

Den nye ejerkreds vil aktivt bidrage til en fortsat lønsom vækststrategi – i denne forbindelse er der sammensat en ny bestyrelse bestående af: Direktør Michael Christiansen (formand), Jonas Bolvig udviklingschef i Roshield A/S og Thomas Marstrand direktør og senior partner i Erhvervsinvest Management A/S.

Roshield A/S

I 1994 begyndte Roulunds at arbejde med ballistisk beskyttelse, og i 2003 overtog datterselskabet Roulunds Tech A/S denne aktivitet. I forbindelse med salget af Roulunds Tech A/S til investeringsselskabet Invest Miljø A/S blev Roshield udskilt som et selvstændigt selskab. Virksomheden er beliggende i Odense og råder over et moderne produktionsanlæg og har aftaler med flere forskellige agenter til at varetaget salget i udlandet. Roshields kunder er fortrinsvis producenter af udstyr til militær, politi og sikkerhedspersonel. Selskabet har også en mindre omsætning direkte til slutbrugeren som eks. det danske forsvar. Virksomheden har i alt 14 medarbejdere.

Videre udvikling af Roshield A/S

Direktør og senior partner i Erhvervsinvest Thomas Marstrand udtaler: ”Vi ser frem til at skulle bidrage til Roshield A/S’ fortsatte udvikling. Roshield A/S har et betydeligt potentiale til yderligere organisk vækst. Der vil nu være yderligere kompetencer og kapital til rådighed for den fortsatte ekspansion af virksomheden”.

Direktør i Roulunds Tech A/S, Søren Vilby udtaler: ” Vi ser Erhvervsinvest og ledelsen samt nøglemedarbejdere som de rette fremtidige ejere af Roshield A/S. Det har haft betydning for os, at overdrage virksomheden til et konsortium hvor en stor del af medarbejderne indgår”. 

Direktør i Roshield A/S, Peter Bertelsen udtaler: ”Roshield oplever i øjeblikket en stor efterspørgsel på de produkter vi producerer og udvikler. Det er vores klare opfattelse, at vi er blandt de absolut førende i verden indenfor vores felt. Vi ser frem til at fortsætte den gunstige udvikling af virksomheden i samarbejde med Erhvervsinvest”. 

Print version
PDF

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Thomas Marstrand, Managing Partner og direktør, Erhvervsinvest Management A/S
Telefon: 70 20 32 95 eller 21 65 93 26

Direktør i Roulunds Tech A/S Søren Vilby, telefon: 65 48 16 10 / 21 74 71 94

Direktør i Roshield A/S Peter Bertelsen, telefon: 65 48 16 86 / 61 55 30 90

Om Erhvervsinvest

Erhvervsinvest (www.erhvervsinvest.dk) har som formål at tilføre kapital og kompetence i forbindelse med generations- og ejerskifter i mindre og mellemstore danske virksomheder. Erhvervsinvest har en investeringskapacitet på mindst DKK 600 mio. Investorerne i Erhvervsinvest er Nykredit, Spar Nord Bank, Vækstfonden, PFA, Vesterhavet og Finanssektorens Pensionskasse. Erhvervsinvest har kontorer i både København og Aalborg.

Erhvervsinvests øvrige investeringer

Vikima Seed A/S – Danmarks førende producent af grøntssagsfrø – gennemført august 2004.

Ellegaard A/S – Markedsledende producent af substratpotter og maskiner – gennemført maj 2005.