Nov. 2005 – Endnu en virksomhed i porteføljen hos Erhvervsinvest

Erhvervsinvest har købt aktiemajoriteten i Krøger A/S. Det er investeringsselskabets
tredje investering på seks måneder.

Med ejerskiftet i Krøger A/S har endnu en af Danmarks veldrevne virksomheder
gennemført et generationsskifte og dermed sikret muligheden for fortsat vækst i
årene fremover.

Erhvervsinvest har købt knap 65 procent af aktierne. Ledelsen og en gruppe nøglemedarbejdere ejer de resterende 35 procent.

Krøger A/S er verdens førende producent af professionelle fugepistoler. Størstedelen
af den årlige produktion eksporteres til lande i Europa, til USA og Japan.
Kun cirka 10 procent af produktionen afsættes på det danske marked. Produktionen
af fugepistoler blev påbegyndt i 1956. Der er i dag 29 medarbejdere i Krøger
A/S, som ligger i Greve syd for København.

– Krøger passer perfekt ind i vores investeringsstrategi, hvor vi investerer i sunde
danske virksomheder med en omsætning på mellem 30 og 300 millioner kroner,
siger Thomas Marstrand, direktør og Managing partner i Erhvervsinvest.

Han understreger, at der allerede er tale om en veldrevet virksomhed; men at der
stadig er et stort potentiale, som kan udvikles over de kommende år.

– Derfor ser vi det som vores opgave at arbejde for en vækst i omsætningen gennem
en skærpet indsats, både når det gælder udviklingen af nye højkvalitetsprodukter
og internationalt salg, siger Thomas Marstrand.

Han indtræder selv i bestyrelsen for Krøger A/S sammen med den nye bestyrelsesformand, John Hestehave, der er administrerende direktør i Struers A/S. Tredje medlem af bestyrelsen bliver en af medarbejderaktionærerne.

Blandt nøglemedarbejderne er også Krøgers salgsdirektør, Janne Rasmussen. Hun
beskriver ejerskiftet som et perfekt eksempel på et vellykket management buy
out.

– Vi har fået aftalen med Erhvervsinvest i stand på bare to måneder og vi har fundet
en rigtig god løsning, hvor vi både kan føre virksomhedens gode traditioner
og høje kvalitetsniveau videre, fastholde vores meget specielle kompetencer på
produktområdet og sikre muligheden for at indfri vores store ambitioner for virksomhedens vækst. En vækst, der på sigt blandt andet gerne skal give udslag i
form af både større markedsandele og nye jobs i virksomheden, siger Janne Rasmussen.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Thomas Marstrand, Managing Partner og direktør, Erhvervsinvest Management A/S
Telefon: 70 20 32 95 eller 21 65 93 26

Øjvind Ellegaard, Udviklingsdirektør, Ellegaard A/S
Telefon: 40 73 40 22

Om Erhvervsinvest
Erhvervsinvest investerer i mindre og mellemstore, veletablerede danske virksomheder med behov for kapital og kompetencer i forbindelse med generationsskifte, ejerskifte og lignende situationer. Erhvervsinvest investerer typisk i virksomheder med en omsætning i intervallet DKK 50 – 500 mio. Der investeres i virksomheder i forskellige brancher, dog typisk fremstillings- og servicevirksomheder. Der lægges vægt på, at der er tale om sunde og veldrevne virksomheder med et positivt cash-flow og et potentiale til yderligere vækst. Virksomhederne må gerne have mulighed for at blive katalysatorer i branchekonsolideringer eller restruktureringer.

Erhvervsinvests øvrige investeringer
Vikima Seed A/S – Danmarks førende producent af grøntssagsfrø – gennemført august 2004.