Okt. 2015 – Erhvervsinvest sælger Premier Is til Food Union

Den største og ledende danske isproducent – Premier Is – er blevet solgt til Food Union, som er det største mejeriselskab i Letland og den førende isproducent i Baltikum. 

 

Erhvervsinvest har solgt den danske isproducent Premier Is til baltiske Food Union.

Premier Is blev grundlagt i 1927 og indtager i dag en ledende position, som producent af højkvalitets isprodukter i Danmark. Premier Is er kendt for at producere isprodukter af høj kvalitet baseret på anvendelse af frisk fløde og naturlige råvarer, som sælges under en række velkendte varemærker som f.eks. ”Premier Is”, ”Polar Is, ”Underground” og en række internationale brands.

 

– ”Vi er stolte over at have været med til – sammen med ledelse og medarbejdere – at udvikle Premier Is til virksomhedens nuværende niveau, og vi er overbevist om, at Food Union med sit indgående branchekendskab er den helt rigtige til at videreudvikle Premier Is og udnytte virksomhedens potentialer for yderligere vækst”, udtaler Thomas Marstrand, Managing Partner, Erhvervsinvest.

Premier Is udvikler og producerer isprodukter fra hovedkontoret i Thisted,

Nordjylland. Omsætningen udgjorde i 2014/15 DKK 312 mio. og afsætningen sker primært i Danmark til detailhandelen og et stort antal individuelle forhandlere af Premier Is. Premier Is har i en årrække været ejet af Erhvervsinvest, som nu har solgt Premier Is til Food Union.

Food Union forener to af de største mejeriproducenter i Letland: AS Rigas piena kombinats (grundlagt i 1927) og AS Valmieras (grundlagt 1971) samt den største isproducent i Estland, Premia. På nuværende tidspunkt producerer Food Union en lang række mejeriprodukter såsom smøreost, smør, yoghurt, is og andre produkter. Food Union-koncernen afsætter primært sine produkter i de baltiske lande, Europa, Rusland, CIS lande – og i august 2015 etablerede Food Union-koncernen sig også i Kina med premium isprodukter. I 2014 udgjorde omsætningen USD 200 mio.

Food Unions stifter og ejer Andrey Beskhmeltnitsky – der er en global fødevareentreprenør fra Ukraine – grundlagde Food Union i 2011.  Andrey Beskhmeltnitsky er kendt for at etablere Ruslands førende mejeriselskab, Unimilk, der i 2010 fusionere med fødevaregiganten Danone, hvilket gjorde dem til den største spiller på mælkemarkedet i CIS-regionen.

 

– ”Med erhvervelsen af Premier Is ønsker vi at understøtte virksomhedens position på det danske marked samtidig med at fokus øges på at opnå et stigende salg i det øvrige Skandinavien og Europa”, udtaler Andrey Beskhmelnitsky.

 

– ”Premier Is er en god og veldrevet virksomhed med betydelige muligheder for yderligere videreudvikling. Det er planen, at Premier Is skal fortsætte med at levere dansk producerede isprodukter af høj kvalitet baseret på friske og naturlige råvarer til et større udvalg af kunder i Danmark og udlandet under ledelse af CFO Kim Gade Pedersen og CCO Christian Brink,” udtaler Andrey Beskhmeltnitsky.

 

-”Vi har haft et godt og konstruktivt samarbejde med Erhvervsinvest, og byder nu Food Union velkommen i Mejerigaarden. Vi har fået et meget positivt indtryk af både ledelse og medarbejdere i Food Union og ser frem til at videreudvikle Mejergaarden i samarbejde med dem.” udtaler Kommerciel direktør/CCO Christian Brink og CFO Kim Gade Pedersen.

Print version
PDF

 

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Linda Mežgaile, Food Union PR, telefon +(00) 371 2977 2050

Kim Gade Pedersen, CFO Premier Is, telefon +45 21 21 35 67

Christian Brink, Kommerciel direktør/CCO Premier Is, telefon +45 22 24 83 46

Thomas Marstrand, Managing Partner i Erhvervsinvest, telefon: +45 21 65 93 26